Billede af Joan Barløse

Søndagens kamp på Monjasa Park endte som bekendt med et uafgjort 2-2-resultat efter FC Fredericia brændte to straffespark undervejs i kampen mod Nykøbing FC.

Resultatet betyder, at FC Fredericia fortsat er nummer et i NordicBet Ligaen. Kampen blev dog ikke kun brugt til at sikre et point, men samtidig blev det også til hjemmebanecomeback til Martin Mikkelsen, som spillede sin kamp nummer 177 for FC Fredericia.

“Det var virkeligt stort, og meget specielt at være tilbage. Der var helt vildt mange minder, som ligger langt tilbage. Det var rigtig fedt, og jeg er rigtig glad for at være tilbage. Det var en hektisk kamp at komme ind i. Det var sådan lidt op og ned. Det ene øjeblik snublede jeg i bolden og i det næste, lagde jeg op til en chance. Der var gang i den, men jeg var glad for at komme ind og hjælpe lidt.”

Det blev dog som bekendt ikke til en sejr for Martin Mikkelsen i hans første FC Fredericia-kamp på Monjasa Park siden 2014. Efter kampen ærgrede det da også kantspilleren, at det ikke blev til en sejr.

“Jeg er lidt overrasket over, at vi ikke er mere ærgerlige. Vi er selvfølgeligt rigtig kede af det – også lidt på Stevens vegne. Han fik en lidt utaknemlig tjans der til sidst. Det er selvfølgeligt sindsygt bittert at brænde to straffe og ikke vinde, men jeg synes alligevel, at anden halvleg er helt vild god. Nykøbing er på mange måder et hold, som vi skal måles os lidt med, og jeg synes, at når vi får sat tingene sammen, som vi gør i anden halvleg, så var vi et klart bedre hold end dem. Det fylder mig med glæde og selvtillid.”

Hør hele interviewet med Martin Mikkelsen i videoen herunder.