Martin Mikkelsen blev tilbage i 2008 hentet til FC Fredericia fra AGF.
Martin nåede at spille 173 kampe og score 17 mål, inden at vores nuværende cheftræner, Jonas Dal, hentede ham til Hobro. Nu gentager historien sig, bare med omvendt fortegn, da Jonas Dal har hentet Martin Mikkelsen tilbage til FC Fredericia fra netop Hobro.

“Det er skønt at være tilbage, men også lidt specielt. Omgivelserne er de samme, men folkene i klubben er nye. Jeg har været her før, men det føles nyt. Jeg er rigtig glad for at vende tilbage til FC Fredericia”, siger Martin Mikkelsen.

Det er fem år siden at Martin sidst har spillet en kamp for FC Fredericia, men Martin mener at han er blevet en bedre spiller siden at han var her sidst.

“Jeg er godt nok blevet fem år ældre, men jeg har til gengæld spillet mange kampe på et højere niveau. Jeg er blevet modnet med årene, jeg har hævet mit bundniveau og derudover er jeg blevet mere en leder grundet min erfaring. Jeg har dog stadig min teknik og evne til at spille sammen med de andre”, siger Martin Mikkelsen.

Martin Mikkelsen bliver med sine 33 år den ældste spiller i en ung FC Fredericia trup og samtidig den spiller med størst erfaring og rutine.

“Det falder mig naturligt at dele ud og hjælpe de unge spillere på vej, da jeg begynder at kunne genkende mig selv i nogle af de unge spillere, som jeg spiller sammen med fra mine egne unge dage. Det passer mig rigtig fint og det er der jeg er lige nu”, slutter Martin Mikkelsen.

Martin Mikkelsen kan få debut imod HB Køge.

Du kan se hele interviewet med Martin Mikkelsen her:
https://www.youtube.com/watch?v=xh79m1BIXl4