Den fjerde august i år, fik Mathias Nygaard sine første minutter på banen i en FC Fredericia-trøje. Det skete i 3-1-sejren på udebane mod HB Køge, da han erstattede Mathias Gertsen med fire minutter tilbage af kampen.

På det tidspunkt havde han været i klubben i halvanden uge. Nu har han været her i lidt over en måned, og det er blevet til flere kampe. Det er således blevet til spilletid i otte af sæsonens første ni kampe. Den 24-årige aarhusianer har været glad for sin første tid i klubben.

”Det er fedt at være i FC Fredericia. Jeg synes, at både spillerne og specielt også fansene har taget specielt godt imod mig. Jeg har fået minutter i de fleste kampe, så jeg er med i konkurrencen. Det er sådan, jeg gerne vil have det.”

Mathias Nygaard kom til klubben fra Aarhus Fremad, som gør sig i 2. division. Han har derfor godt kunne mærke, at det er en højere række, som han er kommet til – men det passer den alsidige aarhusianer helt fint.

” I Aarhus Fremad havde vi fire træningspas om ugen, så der har været lidt mere her i Fredericia. Man kan godt mærke på kroppen, at man lige skal vænne sig til at træne om formiddagen fremfor at træne om aftenen. Vi har flere træningspas og kortere tid til at restituere mellem passene. Det har været noget, som man lige skulle vænne sig til, omkring 14 dages tid, men nu er det bare hverdag.”

Mathias Nygaard har været glad for både antallet og kvaliteten af de minutter, som han har fået på banen. Her er det både blevet til spilletid på den centrale midtbane og i midterforsvaret. Med sine 190 centimeter, store fysik og glimrende teknik, passer han da også fint ind begge steder. Selv siger han, at han bare spiller der hvor der er brug for det.

Han glæder sig også den modtagelse, som han har fået fra de fredericianske fans. Selvom det ikke er blevet til 90 minutter i samtlige kampe, har han haft stor glæde af fansenes støtte.

”Jeg synes, at fansene har taget rigtig fint imod mig. Nu ser de mig jo mest som indskifter lige p.t., så det er ikke fordi, de ser mig vildt meget på banen, men opbakningen er rigtig god. Det er simpelthen en fornøjelse at spille foran dem. Der er lyd på – også selvom vi er bagud. Jeg tror også, at de spiller en stor rolle i, at vi spiller så godt.”

I debuten mod HB Køge var Mathias Nygaard den uheldige mand bag det straffespark, som sjællænderne reducerede på til sidst. Derudover har han været glad for den spilletid, som han har fået, hvoraf det meste er kommet til sidst i kampene, hvor sejren skulle kæmpes hjem.

Det er med andre ord blevet til en del sejre for Mathias Nygaard, som det jo er det for FC Fredericia. Kontrakten udløber til vinter, men forhåbningen for Mathias Nygaard er, at samarbejdet bliver længere.

”I første omgang håber jeg, at vi skal forlænge samarbejdet her til jul. Så håber jeg, at jeg kan komme ind og blive en fast del af holdet og komme ind og bidrage med mere end bare at skulle være indhopper. Jeg er også skiftet til Fredericia på grund af mine egne ambitioner. Dem tror og håber jeg på, at Fredericia kan være med til at opfylde.”