Vi hev Niels Letort til side efter dagens træning til en snak om kampen mod Hvidovre IF.

Trods at holdet ikke rigtig har det store at spille for, så er Niels Letort ikke bange for, at holdet ikke er klar til opgaven på lørdag:

”Jeg synes ikke, at den er svær at sætte sig op til. Vi vil jo gerne spille for så høj en placering som muligt, da det betyder noget for klubben, fansene og økonomien.”

Sidst holdet mødte Hvidovre IF blev det til et nederlag på 2-0 i Hvidovre, og det er et hold der ifølge Niels Letort spiller meget direkte:

”Sidst vi mødte dem, var de dygtige til at lægge nogle tidlige bolde frem og så vinde duellerne, hvorefter de bare løb efter bolden, og det havde vi svært ved styre sidst. Men de har også nogle dygtige boldspillere.”

Det der skal gøres anderledes fra den kamp, er ifølge Niels Letort at blive bedre til at vinde duellerne:

”Vi skal have vundet første og anden boldene. Så skal vi spille lands jorden, som vi er dygtige til, og som vi har skabt mange chancer ved. Så handler det bare om at få sparket bolden i kassen.”

Det er sæsonens sidste kamp, og Niels Letort håber på god opbakning fra fansene:

”Det har været rigtig dejligt for os, at der er begyndt at ske lidt ekstra på stadion, og det betyder helt vildt meget for os. Så jeg håber da, at der kommer nogle på lørdag også,” afsluttede Niels Letort.

Kampen spilles lørdag på Monjasa Park med kampstart kl. 13:45.