Siden Red Pride blev stiftet tilbage i januar måned er tingene gået stærkt for fanklubben. Mange er kommet til, og det skabte en fantastisk stemning på lægterne i den sidste del af forårssæsonen.

Af Andreas Stenshøj

Søren Christensen der er formand for Red Pride, beskriver det som værende en vanvittig forårssæson, hvor der er sket så meget, at man skulle tro, der var gået en hel sæson:

”Det har været vanvittigt. Den første hjemmekamp stod vi få som vi plejer, men så byggede vi det stille og roligt op. Så fik vi at vide at der stod nogle unge mennesker klar i kulissen.  Efter to kampe gik det helt amok. Det har føltes som en hel sæson, fordi der er sket så meget det sidste halve år. Det har været helt vildt, hvad der er sket siden januar.”

For Søren Christensen er der to kampe som står, som forårssæsonens to højdepunkter for Red Pride:

”Der er flere højdepunkter, men da vi fik to busser til Næstved, var sindssygt fedt. Førhen var det svært at fylde en bus. At vi så også hiver en sejr hjem efter at Næstved BK havde været ubesejret på hjemmebane hele sæsonen, det var fedt. Der var god stemning i bussen hjem. Så må jeg sige Kampen på hjemmebane mod Silkeborg IF. At vores fangruppe kunne hamle op med sådan en etableret fanklub på lægterne. Det var stor og ret vanvittigt.”

I den næste sæson kommer Red Pride i samarbejde med FC Fredericia til, at indføre nogle nye tiltag og arrangementer, der skal være med til at gøre Red Pride endnu større og give:

”Vi skal forsøge at holde på de mennesker der er kommet i foråret. Vi har lavet gode tilbud ved, at man kan forlænge sæsonkort og sådan nogle ting til en favorabel pris. Så skal vi udvide lidt hen ad vejen. Der kommer en Red Pride young der går til 14 år, hvor de kan få et ungdomsmedlemsskab i fanklubben. Hvis de ikke vil/må stå ved afsnittet sammen med os, så får de afsnittet ved siden af, hvor der er siddepladser i dag. Der vil også være noget rabatordning, som vi er ved at finde ud af. Så har vi arrangeret, at der fra næste sæson kommer til at være nogle ”fandage”, hvor man kan møde nogle af spillerne og få en bid mad. Til sidst får vi arrangeret en julefrokost for alle medlemmer af Red Pride.”

I den forgangene sæson var det muligt at komme gratis med på udebaneture, som medlem af Red Pride. I næste sæson bliver der gratis busture til samtlige udebanekampe, hvis man er medlem af Red Pride, og det får ifølge Søren Christensen en stor betydning for opbakningen:

”Det gør det så billigt for os, at når man har betalt medlemskab, så har du betalt din fodbold for et helt år. Det har meget betydning for de unge, der måske ikke har så mange penge. Så det kommer helt sikkert til at have en stor betydning for hvor mange der møder op til udebanekampene.”

I næste sæson håber Søren Christensen at man på lægterne vil kunne hamle op med de helt store hold i NordicBet ligaen:

”Vi vil gerne op og udfordre Viborg og Vejle på lægterne, fordi det er dem, der har etablerede fanklubber, og dem vil vi gerne sammenligne os med. Efter den forgangene sæson så tror jeg også på, at vi kan det,” afslutter Søren Christensen.